Opd:.02-12-07

NYHEDER

SØG

FORSIDEN

SNAKKEHJØRNET

GENVEJ

BILLEDER


Børnene:

 

 

 

 

 

 


Mig på min Harley juni 1999

Mit fulde navn er John Schmidt Albertsen. Jeg blev født den 17 juli 1955 af en meget ung mor på min morfars og mormors, Viggo og Ester Willumsen's, ejendom, Tofthøj, Skenkelsøvej 27, Skenkelsø ved Ølstykke. Mine forældre havde mødt hinanden på Slangerup Gæstgivergård et par år tidligere, og det havde nu givet resultater, og jeg var således med i kirken, da de blev gift den 26 marts 1955. Jeg blev døbt i Jørlunde kirke den 31 juli, og tog straks der efter på min første tur til Jylland, kun 14 dage gammel, dog ikke på egen hånd. Jeg vil ikke påstå, at jeg kan huske noget fra lige den tur, men jeg kan huske at have set damplokomotiver i brug på rejserne til Jylland - så længe er det siden. Siden er vi kommet på besøg i Jylland utallige gange. Som barn var det altid utroligt spændende at skulle derover at besøge først og fremmest bedstemor og bedstefar i Staby, men det var også spændende at komme ud på gårdene hos resten af familien, hvor der var masser af plads at tumle på, og hvis man var rigtig heldig, så prøve at køre traktor - det var toppen. Jeg husker, at bedstefar spurgte, om jeg glædede mig til at skulle starte i skole, en gang, da vi skulle til at køre hjemaf fra Staby. Det gjorde jeg bestemt ikke. En anden gang var vi på vej hjem gennem Vejle, og far og mor kom op at diskutere, hvilken vej de skulle køre gennem byen. Mor sad med kortet, og far kørte. Til sidst blev mor så irriteret, at hun rullede vinduet ned og smed kortet ud med en bemærkning om, at når han var så klog, så havde de ikke brug for kortet. I 1964 skulle far og mor til Norge sammen med nogle gode venner, men inden de tog af sted, kørte mor og hendes søster, Karen, Benny og mig over til Ragnhild og Erik i No for et sommerferieophold der. Det skulle senere blive en tradition at holde sommerferie hos familien i Jylland, hvor vi i løbet af en sommer gik på skift hos bl.a. Ragnhild, Leo, German og Anna, foruden hos bedstemor og bedstefar i Staby. Noget, som jeg i dag ikke ville have undværet, og som jeg tænker tilbage på med stor glæde. Der var selvfølgelig enkelte uheldige episoder. En morgen efter, at Benny og jeg havde sovet oppe på loftet i Staby, lå et af vinduerne smadret nede på jorden foran gavlen. Vinduet var ikke hængslet, men kun haspet i begge sider, og når de blev løftet af, så faldt det selvfølgelig ud. Jeg kendte ikke noget til uheldet, men lod mig overbevise om, at jeg i søvne havde åbnet vinduet. Mange år senere indrømmede Benny, at det var ham, der havde åbnet det, men han var bange for bedstefars reaktion. Bedstefar tog det nu helt roligt, men med ni sønner kan han heller ikke have været helt uvant med den slags uheld.

Fra tiden i Skenkelsø husker jeg kun synet af nogle kæmpe store tandhjul inde i møllen. Morfar tog mig af og til med på hestevogn til Skenkelsø Mølle for at aflevere korn til maling. Møllen må have gjort et kolossalt indtryk på mig. Den 30 april 1974 nedbrændte mit fødehjem i Skenkelsø. Det var længe efter at morfar og mormor havde solgt ejendommen for at flytte til Skovlunde.

Fra Skenkelsø flyttede vi til Stevns, hvor min far havde fået job som fodermester på Skovlund. Der blev Benny født i 1957. Derfra flyttede vi til Veksø, hvor far havde fået job på Egedal, igen som fodermester. Jeg husker intet fra Stevns, og kun lidt fra Egedal, eller rettere Egehøj, som fodermesterboligen hed.

I 1959 byggede far og mor hus på Sandbjergvej 22 i Stenløse. Adressen blev senere, mens vi stadig boede der, ændret til Møllevangen 2. Her blev Annette født i 1965, og jeg vrælede, da jeg fik at vide, at jeg havde fået en lillesøster. De fleste tøser, jeg kendte, var rigtig dumme!

I 1962 startede jeg i 1. klasse på Veksø Forskole. Vi blev kørt med et VW-rugbrød hver dag fra Sandbjergskolen, som lå nogle få hundrede meter fra vores hus. Skolen var ikke så slem, som jeg havde forestillet mig, dengang bedstefar spurgte mig, om jeg glædede mig. I 3. klasse startede jeg på Sandbjergskolen, hvor jeg gik til og med 7. klasse. Jeg befandt mig ikke specielt godt på skolen, selv om jeg havde mange gode kammerater, og havde ikke lyst til at gå der mere.

Der var gode legemuligheder på Sandbjergvej. Der var en særdeles stor, forladt mølle, som vi legede meget i. Den brændte dog ned engang i 60'erne, lige efter at byrådet havde besluttet, at den skulle sættes i stand. Der var også en meget stor høj med masser af kælkebakker og et par små skove på. Skolens boldbane lå også lige i nærheden, og den var omkranset af masser af træer og høje skrænter, så det var totalt slaraffenland for rigtige drenge. En gang havde vi slæbt noget trotyl med hjem fra møllen, som de brugte til at sprænge møllens dieselmotor, en encylindret sag med et svinghjul på flere meter i diameter, i gang med. Vi havde lagt det til tørre på radiatoren hjemme, og da far opdagede det, var det ham, der eksploderede. Vi brændte trotylen af på nogle skraldespandslåg, men det var der ikke meget gang i. Vi forsøgte også at affyre nogle salonriffelpatroner ved at spænde dem fast i en skruestik, og slå til fænghætten med søm. Jeg husker ikke, om det lykkedes, men det er utroligt, at man ikke kom mere til skade, end man gjorde.

En sjov oplevelse fra den tid, som vi ikke har fortalt vidt og bredt om, fordi de fleste nok ikke ville tro på det, var vores møde med vicepræsident Lyndon B. Johnson. Faktisk havde jeg også selv lidt svært ved at tro på, at det var sandt. Nu, efter at have fået bekræftet af bl.a. Hovedbibliotekets Oplysningscentral, at Johnson faktisk var i landet på det tidspunkt, tør jeg godt fortælle om det. Johnson blev modtaget af statsminister Krag i Kastrup den 13 september 1963, og kørt til modtagelse på Fredensborg Slot. Og det passer fint med, at kortegen gør holdt med et kamerahold på hovedvej A6 ud for Rytterskolen i Gørløse, hvor vi, min bror og jeg, samt et par andre børn, blev kaldt over for at hilse på ham, og blev fotograferet foran bygningen sammen med Johnson og de øvrige. Vi stod alligevel og gloede på optrinet med de mange store biler, mens vores forældre var kørt ud sammen for at kigge på en ejendom. Det var ikke ligefrem den slags optrin eller køretøjer, vi var vant til at se dengang. Desværre har jeg aldrig set billeder fra besøget. Kun 2 måneder efter blev Johnson USA's præsident, efter at Kennedy var blevet skudt i Dallas.

I 1967 byggede far og mor igen et hus, denne gang på Gærdesmuttevej 8 i Stenløse, og vi flyttede ind sent på efteråret. I 1969 startede jeg på Måløv Skole, for at tage Udvidet Teknisk Forberedelseseksamen, som var et alternativ til realen, som man ikke kunne tilbyde i Stenløse. Jeg rejste med toget frem og tilbage hver dag. Kulturen på Måløv Skole var markant anderledes end på Sandbjergskolen, og jeg havde tre gode år der. Den 5 oktober 1969 blev jeg konfirmeret i Stenløse kirke. I sommerferien 1971 havde jeg job hos en autolakerer i byen, hvilket senere skulle lede mig ad den vej.

Efter at være gået ud af skolen i juni 1972, startede jeg som jord- og betonarbejder hos Alex I. Hansen & Søn i Hørsholm, hvor far startede som formand omkring november 1971. Her var jeg indtil 18 maj 1973.

I april 1973 købte far og mor et nedlagt husmandssted på Toftegårdsvej 100 i Dalby Huse, hvorfra jorden var udstykket til sommerhuse. I huset var et snedkerværksted, som skulle indgå i handelen, ellers ville enken til snedkeren ikke sælge. Ejendommen nedbrændte juleaften 2001, men havde i mellemtiden nået at være i Ekstra Bladet efter at have været misligholdt i mange år. Far og mor solgte den i 1985.

Den 1 juni 1973 startede jeg i lære som maskinarbejder / værktøjsmager på Japanica i Landerslev, en ny og moderne fabrik, der bl.a. fremstillede støbeforme til plast. Omkring halvdelen af de ansatte var lærlinge, og de blev behandlet som det rene skidt af mange af svendene, så det blev jeg hurtigt træt af. Jeg har aldrig været god til at bøje nakken for andre. Lønnen var 4,05 kr. i timen, husker jeg. Det var en ordentlig nedgang fra de 17 kr. i timen, jeg fik hos AIH, og det var medvirkende årsag til, at jeg sprang fra pladsen i utide, den 5 oktober 1973.

Den 16 oktober 1973 startede jeg som ufaglært maskinarbejder på Maskinfabrikken Vema i Dalby. Det var et underligt sammensurium af bygninger, med udspring i en gammel gård midt i byen, og kunne svært sammenlignes med Japanica. Her tænkte jeg, at her bliver jeg kun et par måneder. Men det viste sig, at det var alle tiders arbejdsplads, og jeg var der sammenlagt i flere år, indtil vi til sidst blev sendt på deltid. I første omgang var jeg der til 9 august 1974.

19 august 1974 startede jeg i firmaet Perfect fra Odense, og skulle udføre diverse malerarbejde på Kyndbyværket. Her sandblæste jeg kilometervis af store olierør udendørs, også da frosten satte ind. Det var en kold og beskidt affære, og jeg stoppede 31 december.

Den 5 november 1974 fik jeg min første bil, en Ford Cortina fra 1966. Den blev dog totalskadet ved at rulle rundt på en frossen mark ved Kvinderup i februar 1976.

Hele 1975 og frem til 13 april 1976 var jeg igen på Maskinfabrikken Vema, det meste af tiden ved en kolossal stor boremaskine, der var ca. 3 meter høj.

1 maj 1976 blev jeg indkaldt som soldat på Flyvestation Værløse, men blev 'Hjemsendt for stedse, uegnet til at tjeneste i Forsvaret' som der står i min soldaterbog, allerede den 1 juni. I slutningen af maj faldt jeg en nat i søvn ved rattet af min Ford Zephyr 6 ud for hospitalet på Færgevej i Frederikssund, og blev indlagt til observation for hjernerystelse. Dog ikke direkte, for jeg havde nået at være hjemme i Dalby Huse inden. Mens jeg lå der på sygehuset ringede majoren og bad mig stille til hjemsendelse om mandagen på baggrund af nogle rygundersøgelser på Rigshospitalet. Da jeg ankom til flyvestationen modtog han mig på parkeringspladsen med ordene: Det har vist sig, at du ikke er interesseret i Forsvaret - så er vi heller ikke interesseret i dig. Det var nu ikke helt rigtigt, at jeg ikke var interesseret. Men voksne mænd, der skaber sig højlydt over at have fundet en ti-øre i tavlekridtsrenden i pudsestuen, kan jeg simpelthen ikke tage alvorligt, og sådan var hele systemet. Jeg havde godt nok med vilje lagt mig lidt mere skævt til røntgenfotograferingen, end jeg vidste jeg var. Sygeplejersken spurgte, om jeg ikke kunne ligge lidt mere lige, men 'det synes du vel, at du gør, så må det være rigtigt' . Jeg fik også ondt i hovedet af at løbe, godt hjulpet af 25 Cecil om dagen, så jeg blev sat på et hold for syge og svagelige. Jeg kunne heller ikke gå i takt, uanset hvor hårdt jeg prøvede - jeg fik endda eneundervisning af majoren. De har sikkert troet, at det var med vilje, men det var det ikke. Hele geleddet gik og sparkede hinanden i hælene, når de skulle gå i takt efter mig. Og hele tiden blev jeg sendt ned bagest i geleddet, og blev hurtigt kendt som 'Ned bagved, Albertsen'. En nat sad jeg i fællesstuen og øvede mig i at lære gradsbetegnelserne udenad. Da jeg skulle slukke min cigaret, var der ikke noget askebæger, og jeg skoddede den i spagnummen i blomsterkassen, og læste videre. Lidt efter begyndte det at ryge. Det var spagnummen, der var begyndt at gløde, men jeg fik det slukket og gik i seng. Næste morgen stod blomsterkassen ude i gården, og gangene var tætte af røg, men det blev overhovedet ikke kommenteret. Ved hjemsendelsen kom jeg ind til et møde med et helt panel af befalingsmænd, som anbefalede mig at dyrke svømning for at styrke ryggen. Måske skulle jeg følge det råd, for jeg har faktisk stadig problemer med ryggen. Først den 22 september 1976 blev jeg ved retten frakendt kørekortet for halvandet år for at have kørt med en promille på 1,22.

Fra 12 juli til 8 oktober 1976 var jeg ansat på selve Kyndbyværket. Det var i det tidsrum, at Børge og Fumiko vendte tilbage til Danmark fra New Jersey sammen med deres granddanois, Kaj. De boede hos far og mor indtil de selv fandt et hus, nede i Vemmelev. Jeg mener også, at det var heromkring, jeg fik opereret mine ører tættere til hovedet. Arbejdet på Kyndbyværket bestod bl.a. i at losse kul af skibene fra Polen og Rusland. De russiske kul var så tørre, at støvet kom ind alle vegne, så jeg var sort overalt. Andre gange hjalp jeg smedene, f.eks. med at reparere damprør. Det bestod i at sidde inde i et røret, der var ca. 1 meter i diameter, udstyret med en vinkelsliber, og så skære de tærede membraner af hele vejen rundt, mens gnisterne kørte med rundt og ned ad nakken på mig. Larmen inde i røret var øredøvende. Senere var jeg heldig at komme med i gartnerafdelingen, og det var en god tjans. Værket ejer en del skove og åløb og en hel by. Det var meget bedre at gå rundt ude i den fri luft, og i naturen.

Herefter forsøgte jeg mig som selvstændig autolakerer ved at etablere malerkabine i fars og mors hus, hvor der tidligere havde været snedkerværksted. Men, jeg var jo ikke uddannet autolakerer. Det eneste, jeg kendte til faget, var fra mit sommerferiejob i 1971, men i den alder kan man det hele, så det lod jeg mig ikke standse af. Det er i hvert fald ikke problemer, man tænker først på. Forretningsmæssig forstand havde jeg heller ikke. Så ville jeg nok have tænkt over, at når man ligger helt ud til vandet, så har man skåret det halve af periferien, og dermed kundeunderlaget, væk. Foruden de faglige problemer - det er ikke så let at male biler - så blev det hurtigt klart, at der skulle mere til for at tjene penge. Derfor begyndte jeg at købe gamle biler for at sætte dem i stand. For gamle til at tjene penge på det, hvis man ville kunne se kunderne i øjnene efterfølgende. Der skulle også meget værktøj til. Foruden malerkabine skulle der også kompressor og svejseværk til, for bare at nævne noget. Kompressoren var alt for lille, og tabte hurtigt pusten. Så fik jeg fat i en 150 liters varmtvandsbeholder og brugte den til luft. Det var nok ikke den mest geniale idé, jeg nogen sinde har fået. Det virkede ganske vist, men den kunne ikke holde til trykket. Jeg kunne høre, at luften begyndte at sive fra den, og ville lige markere utætheden for så at køre til smeden for at få den forstærket. Så bukkede jeg mig lige ned for at tjekke olie på kompressoren, og i det samme eksploderede beholderen. Låget sprang af, gik igennem varmekanalen til malerkabinen, og videre igennem loftlemmen, for derefter at slå stålskorstenen til malerkabinen midt over, alt imens jeg løb ud med armene over hovedet. Så var det eventyr slut, i hvert fald for en periode. Nu var gode råd dyre. Hvad gør man? Jeg ringede til Deres Autolakerer i Stenløse, og en time efter havde jeg fået job der. Mor undrede sig godt nok over, at der var så støvet overalt, da hun kom hjem fra arbejde.

Den 10 juli 1977 startede jeg hos Deres Autolakerer i Stenløse. Det var samme sted, som jeg havde arbejdet sommeren 1971, men stedet havde nu fået nye ejere. Her gik dagene med at slibe biler frem til januar 1978.

Fra 25 januar til 17 marts 1978 var jeg igen hos far hos Alex I. Hansen i Hørsholm.

Den 2 juni 1978 startede jeg hos Ulrik Rubow System fra Aalborg. Arbejdet bestod i at lave syrefaste belægninger i epoxy og polyester, bl.a. i tanke og på gulve. Det var bl.a. folk fra Rubow, der fik startet hele balladen med epoxy på Lynetten. Der var jeg dog ikke med inde. Til gengæld var jeg mange andre steder: Stigsnæs-raffinaderiet, Kalundborg-værket, Kemisk Værk i Køge, Carlsberg og Tuborg bryggerierne, CORO i Frederikssund, Boliden i Helsingborg og Supra i Landskrona, de to sidstnævnte i Sverige. Alle stederne tog vi hele turen frem og tilbage hver dag, også til Sverige. Der var også meget sandblæsning i det job, og nogle gange syrede selv vores underbukser væk bagi, når vi havde siddet på knæ og hvilet bagdelen på hælene.

I 1979 startede jeg igen op som selvstændig, samme sted. Klog af skade købte jeg en helt ny kompressor med en luftbeholder på 300 liter, og det var noget, der duede. Pengene begyndte bare aldrig at rulle ind, og i marts 1982 opgav jeg, mens jeg stadig var gældfri. På det tidspunkt var det næsten umuligt at finde arbejde. Jeg havde stor lyst til at begynde en uddannelse som edb-assistent, men vidste ikke, hvordan jeg skulle få det til at hænge sammen økonomisk. På grund af at mit værksted lå hjemme hos mine forældre, havde jeg boet der det meste af tiden, dog med et par afstikkere til lejede værelser i Stenløse og Søsum, men det kunne jo ikke blive ved.

I sommeren 1981 rejste jeg USA rundt med fly og bil, og besøgte Canada to gange sammen med min kammerat Bent.

Ved et rent tilfælde kom jeg så til at køre taxi. En aften på vej hjem fra byen i taxi fortalte vognmanden, at de manglede chauffører, og jeg tænkte, at det var bedre at køre bil end at reparere dem. Så den 11 marts 1982 startede jeg ved Stenløse Taxi efter at have taget erhvervskørekort til bus og taxi. Den eneste, jeg herefter ikke har kørekort til, er sidevogn til motorcykel. Taxikørsel var et meget anderledes job. Her ser man virkelig livet fra alle sider, og oplever ting, man ellers ikke ville opleve. Men der skal lægges mange timer for at holde en normal løn, og ret hurtigt gik det op for mig, at det var et lavstatus job. De baner havde jeg ellers aldrig før tænkt i, og var egentlig lidt ligeglad, men udsigten til kun at kunne bestride den slags job som ufaglært generede mig mere og mere. I mellemtiden var det blevet muligt at læse til edb-assistent på aftenskole, men det kunne ikke passe ind i jobbet på taxi, hvor jeg hver tredje uge havde syv aften/nattevagter fra mandag til søndag. Så jeg måtte finde på noget andet at lave.

I mellemtiden, i 1983, havde jeg købt en tredjepart i et gårdhavehus på Mjølners Plads 2 i Ølstykke sammen med to kammerater, Lars og Bent. Lars havde først købt huset sammen med sin kæreste, men de gik hver til sit, hvorefter vi overtog hver en tredjedel. To år efter købte vi Bent ud, og i juli 1986 købte Lars nye kæreste, Hanne, min halvdel. Den 15 juli 1986, kort før den berygtede kartoffelkur, overtog jeg Skorpionen 69 i Ølstykke, hvor jeg har boet siden. Det første år supplerede jeg indtægten ved at leje det ene værelse ud. Efter fire lejere på et år, og efter at have været udsat for indbrud og meget andet, så havde jeg fået nok af lejere. Så kunne man også få lidt privatliv igen, og skulle ikke grue for, hvad der nu ventede en, når man kom hjem. Desuden supplerede jeg indtægterne ved at køre taxi hver lørdag fra 7 til 17, undtaget i juli måned. Det startede jeg på 8 august 1986. Det fortsatte i ni år, frem til 24 juni 1995, hvor firmaet lukkede.

I april 1985 lykkedes det mig endelig at holde op med at ryge.

Den 11 januar 1985 startede jeg på PBN Medicals i Stenløse, et lille firma, der bl.a. lavede kanyler og andet engangsudstyr til medicinalindustrien. Endelig kunne jeg komme i gang med en uddannelse, og startede på edb-skolen i Herlev sensommeren 1985. På det tidspunkt var der masser af edb-stillinger at få, men det ændrede sig meget hurtigt. Endnu engang lod det til, at jeg var kommet for sent. Uddannelsen blev også lavet om, så de sidste fag måtte jeg tage på edb-skolen nær Folehaven i Valby. Efterfølgende tog jeg fire merkonom-moduler, et modul om styresystemet UNIX og seks datanom-moduler på aftenskole, men i starten af 1996 havde jeg fået nok af skoler og eksamener. Foruden ekstrajobbet på taxi, styrketrænede jeg også tre gange ugentligt, mens jeg læste til edb-assistent, så der var hverken tidsmæssig eller økonomisk overskud til at etablere familie, som de fleste andre nok ville have gjort. Det har sine omkostninger at skulle indhente en uddannelse senere i livet.

Den 1 oktober 1987 startede jeg ved Flyvematerielkommandoens Centralledelse - FMK - på Flyvestation Værløse som civilt ansat edb-assistent, endnu inden jeg var færdig med uddannelsen. Oven på min flotte karriere som soldat var jeg lidt spændt på, om jeg overhovedet kunne komme i betragtning. Det skulle vise sig ikke at være noget problem. Tværtimod havde de haft meget svært ved at få besat stillingen, fordi de offentlige lønninger var så ringe, især sammenlignet med edb-branchen generelt. Efter et par år søgte jeg, på opfordring fra min chef, stillingen som leder af brugerservice- og driftfunktionen, hvor jeg arbejdede, og blev kontorfuldmægtig, og efter endnu et par år, tjenestemandsansat i samme stilling. Senere kom jeg over i Programmelfaglig Specialist-gruppe i Teknisk Sektor, men stadig i samme stilling, da min nye chef i sin uendelige visdom var kommet frem til, at det ikke var nødvendigt at have en leder det andet sted mere. Efter et par år der, konstaterede jeg, at jeg ikke kunne komme længere uden at være enten officer eller ingeniør, og søgte væk fra FMK efter ni år og tre måneder. Men det havde været nogle gode og spændende år, med masser af uddannelse undervejs, og kun ti minutters kørsel hjemmefra.

Den 1 januar 1997 startede jeg som systemudvikler på Forsikringsselskabernes Data Central - FDC - i Ballerup. Her var jeg hele 1997, men ville gerne arbejde med mere moderne udviklingsværktøjer. Samtidigt opdagede jeg, at nogle af dem, som jeg havde skaffet med fra FMK, fik mere i løn end mig, og det blev jeg selvsagt ikke helt tilfreds med at opdage, eftersom jeg vidste, at deres faglige niveau ikke var højere end mit. FDC er et godt sted at være, men jeg valgte alligevel at søge videre.

Sommeren 1997 kørte jeg sammen med et par andre til München for at møde rockgruppen Steppenwolf, som jeg har været stor fan af siden 1968. Vi boede på hotel med dem nogle dage, og det var en vældig sjov oplevelse.

Ved kommunalvalget november 1997 stillede jeg op for de konservative i Ølstykke, men kun halvhjertet, og langt nede på listen. Jeg havde meldt mig ind i partiet kort efter at Schlütter kom til magten i starten af 80'erne, i begejstring over, at der nu endelig blev gjort noget ved kursen mod afgrunden, som Knud Heinesen udtrykte det. Kartoffelkuren i 86-87 kunne jeg nu personligt godt have undværet, for den gjorde mig teknisk insolvent i flere år.

Den 1 januar 1998 startede jeg som systemudvikler i Finansafdelingen i Unibank (Nordea). I de første par år var jeg i Vesterport-bygningen, faktisk i den tidligere kunstbutik Den Permanente's lokaler - den har engang været med i en film af Hitchcock. Der var udsigt til Vesterbrogade og Trommesalen, så der manglede aldrig underholdning. Finans flyttede til det helt nyopførte og præmierede byggeri Christiansbro lige ved Knippelsbro og Udenrigsministeriet, og jeg flyttede med. Det var efterhånden noget af en rejse at komme på arbejde. Til alt held blev min funktion flyttet fra Finans til Datawarehouse, som holdt til i Hermes Hus i Tåstrup, lige over for Ikea, hvor jeg stadig er (januar 2002). Men det der med at arbejde med moderne værktøjer, det venter jeg stadig på.

Den 11 juli 1998 fik jeg ved en fejltagelse Politiken i stedet for Berlingeren. Det blev en dyr affære. Der var nemlig en artikel om, at man i Danmark havde sænket prisen på Harley-Davidson Sportster med ca. 50.000 kr. Jeg havde i over 20 år ønsket mig en motorcykel, men havde aldrig haft råd til det, heller ikke en brugt. Jeg besluttede mig for, at nu skulle det være - jeg ville ikke sidde som 70-årig, når det var for sent, og ærgre mig over alle de ting, jeg aldrig fik prøvet. Jeg ringede til importøren i Århus for at høre nærmere, og fik at vide, at sådan en kunne jeg ikke bare købe - den skulle bestilles, og hvis jeg var heldig, ville de få en hjem til mig. Nå, det gjorde jeg så, og ventede. Den 26 april 1999 tog jeg så til Århus for at hente min nyerhvervelse, en XLH 1200 Standard. I mellemtiden havde Pinsepakken dog reduceret besparelsen til 40.000 kr. men det var der ikke noget at gøre ved. I dagene efter havde jeg nogen bondeanger over, hvor smart det her nu var. Men nu kan jeg ikke forestille mig at skulle undvære den. Selv om en Harley-Davidson ikke er problemfri, så er der fulgt så mange positive oplevelser med, at det let opvejer det, og jeg har mødt utroligt mange mennesker af alle slags gennem den, og det plejer at være ret underholdende selskab.

Min nuværende adresse er Skorpionen 69, 3650 Ølstykke. Telefon 4717 8708.

E-mail johnsa@post.tele.dk.

 

Se John´s mange billeder på siden "billeder"
Her bor John

John og Benny i Staby i 1958. (John)