Opd:.02-12-07

NYHEDER

SØG

FORSIDEN

SNAKKEHJØRNET

GENVEJ

BILLEDER

Børges beretning fra tiden op til perioden, hvor Jane og Kristian kom til Kirkegården i Staby

 

Far og mor (Jane og Kristian) havde jo også, hver for sig, deres eget stamtræ, og selv  om de sjældent fortalte meget om deres herkomst , barne- og ungdom, så var der jo andre familiemedlemmer, som var mere åbenmundede.
Mors yngste bror, Nikolaj, elskede at snakke om deres år på fødegården Sandholm i Møborg, men også far og mors første tid i Staby. På fars side var det hans næstyngste bror, Viggo, som ofte fortalte om barndomshjemmet i Stråsø, når jeg besøgte ham i ledvogterhuset i Bur, da jeg var kontrolassistent der et halvt år.

Noget var måske kun løs tankegods, andet måske irrelevant, derfor holder jeg mig til det som jeg ved er kendsgerninger, hermed også hvad mor og far selv har fortalt. På visse punkter må jeg berøre deres  samtid, og de forhold, som skabte den. I vores folkeafstemningstider om ØMU og EU lærer de yngre generationer ikke, at Jane og Kristian Albertsen gennemlevede en ligeså kaotisk tidsalder, som vores forekommer at være.

Ifølge mor flyttede hendes fars familie nordpå til Danmark, da grænsen blev flyttet til Kongeåen efter nederlaget i 1864 - krigen mod Preussen og Østrig og det påfølgende tab af Sønderjylland. Hendes far kom således til Sandholm i Møborg, der ejedes af en ældre barnløs onkel. Der blev han efterhånden bestyrer og ved onklens død har han velsagtens arvet gården.
Nøjagtig hvornår mors mor kom ind i billedet kan nok kun læses i Møborg kirkebog, men mors far var i hvert fald en hel del år ældre end hende, da de stiftede familie.
Mor mente, at de havde truffet hinanden på en grundtvigiansk højskole, hvis  idé mange unge var stærkt påvirkede af i 1880 - 90.
Som en tilføjelse kan det her erindres, at de var unge i de år, vores historiebøger kalder Danmarks guldalder. Det var en tid, hvor en usædvanlig koncentration af dansk litteratur og kunst på verdensplan fokuserede på at nationalisere resten af, hvad der efterhånden var tilbage af riget. Tabet af Sønderjylland resulterede i et kombineret statsligt og lokalt fremstød med hedeopdyrkning - søindvinding til helt nye samfund af husmandsbrug.
Landbruget blomstrede op på en helt ny samfund af husmandsbrug - traditionelt kvægbrug. Skibsladninger af billig amerikansk hvede blev omsat  til engelsk bacon og dermed også en fast afsætning af smør og ost til et engelske eksportmarked.
Som igen affødte andelsbevægelsen. Transport blev revolutioneret med den nye jernbane og en uindskrænket næringslov gjorde købstæderne frie til at udvikle og industrialisere til fordel for de talrige uge, der søgte til byerne. Dermed begyndte fagforeningerne og selve velfærdsstaten, som vi nu kender den.

Gårdejer Jeppe Lauridsen til Sandholm kom hjem fra byen en sen aften, gennemblødt af slud og sne og var død af akut lungebetændelse den næste morgen. Det var på morbror Nikolajs 10 års fødselsdag, så mor må allerede havde været en voksen ung dame, der meget vel kan have mødt en vis Kristian, som hun blev meget betaget af.
Far var da staldkarl eller forkarl på Sønder Vosborg (han har været begge dele, men jeg ved ikke, hvilken rækkefølge), og han må også have opdaget sin Jane, for deres fælles omgangskreds var ungdommen i Vemb, jernbaneknudepunkt og dengang hele oplandets handelsby. Desuden kendte far godt Laurids, mors ældste bror fra Vemb boldklub, hvor de begge spillede eller trænede. Vemb var dengang i danmarksserien, hvilket velsagtens var enestående for et sådant vestjysk hul i jorden, og ifølge Nikolaj var hans bror da også mere interesseret i fodbold og den nye rangérformands smukke datter end i gården derhjemme.
Ved faderens død overtog den da omkring 21-årige Laurids driften af Sandholm og sandheden er nok, at han havde aldrig lært mere om administration af en stor gård end de andre karle på gården. Det har heller ikke været let at skulle overtage det økonomiske morads, som morfar efterlod Sandholm i. Mor omtalte altid Sandholm som et fallitbo og hele familiens bestyrtelse, da de ved morfars død fandt ud af, hvor forgældet gården var blevet under krigen.
Han har åbenbart opført sig som en sand gullaschbaron, som opkøbere til den tyske hær blev kaldt. Men morfars fejl har nok været, at han ikke nåede at indfri de uopsagte veksler, man dengang finansierede sådanne forehavende med. Laj mente altid, at lidt sammenhold kunne have reddet Sandholm fra en del af de panthavere, som i ren forskrækkelse over det pludselige dødsfald krævede deres veksler indløste.
Hvorom alting, så tiltrådte far som bestyrer det påfølgende år (eller først i 21?). Om han og mor allerede den gang var forlovede står åbent, men i hvert fald tog romancen fra da af fart og de blev gift sidst i 22. Den uopsætlige grund var nok søster Annes anmeldte ankomst til familien d. 1. juli 1923.
Mor havde langt til skole i Møborg, for Sandholm ligger i udkanten af sognet, op mod grænsen til Vemb og Nees og der har også været langt til naboer.
Efter endt skolegang og konfirmation kom mor og hendes søskende ikke ud at tjene, for efter den tids forhold var Sandholm en stor gård med et betragteligt folkehold. Det har derfor næppe været nogen frøkentilværelse, mor blev udsat for i sine ungpigeår. Mormor var en streng dame med strenge moralprincipper og opdragelsesbegreber.
Piger på landet blev dengang oplært til at arbejde både i køkken og stald, og alligevel har mor lært finere husførsel, syning og brodering, ligesom hun har haft adgang til tidens litterære højdepunkter. Jeg husker endnu det fine lille bibliotek, Laj havde med fra Sandholm. Det var årene med Thit Jensens kvindelige emancipation, ikke ulig 60-ernes rødstrømpetid, og det kan ikke undgå at have indvirket på mors opvækst og ungpigeår. F.eks. blev der i 1915, mors konfirmationsår, afholdt folkeafstemning om valgret for kvinder og tyende, men kun til folketinget! Derfor må der være gået 9 år før mor kunne stemme første gang i 1924, hendes første år i Staby, og første gang Stauning blev regeringsleder. Det skulle han nu nok ikke takke mors stemme for - hun var og blev antisocialist.
Far og mors første år sammen var i det hele taget præget af et baggrund af begivenhedsrige, nationale omvæltninger - der var kongens (Chr.x.) statskup mod den populære Zahle Regering i 1918, efterfulgt af det turbulente folkeafstemningsår 1919, der førte til det jubilante genforeningsår i 1920.
Både erhverv og landbrug satsede for højt på et opsving i det sultne efterkrigs-europa. Statens investeringer i det økonomisk svækkede Sønderjylland gav ingen øjeblikkelige afkast. I 1922 gik Landmandsbanken fallit: Det var dengang Nordens største, og trak bl.a. mange bønder med sig. Det har selvfølgelig ikke indvirket positivt på Sandholm´s vaklende økonomi, men om det netop var den begivenhed, der fik far og mor til at fravælge det forgældede Sandholm til fordel for kreditforeningens billige, men nedkørte Kirkegård i Staby, må stå hen i det uvisse.
I følge Laj var det de to ældste søskende, Marie og Laurids, som forhindrede far og mor i at kunne overtage Sandholm. De var begge forlovede og ville ikke lade deres fædrearv indgå som pant i en evt. handel, hvilket meget vel kunne have været en forudsætning. Laj var hele sin ungdom bitter over tabet af sit elskede fødehjem og var således måske ikke det mest troværdige sandhedsvidne. Han nåede at blive konfirmeret på Sandholm før den blev solgt i 1924. Derefter var mor een af hans værger, og han opholdt sig meget i Staby i hele vores barndom.

Far var født d. 26/3 1895 i Stråsø, Vind sogn. Jeg har selv hørt ham beskrive stedet som en samling lige store husmandslodder, der tilsyneladende var pløjet helt tilfældigt ud af de nøgne, vidtstrakte hedestrækninger mellem Ulfborg og Ørnhøj. Det var nok et af hedeselskabets mislykkede forsøg, for det lille samfund blev ikke forsøgt udvidet, indtil det i trediverne indgik i træbeplantningen af Kronheden. Far påstod, at jorden var totalt uegnet til landbrug og det var en evig kamp mod revl og lyng. Placeringen var dårligt gennemtænkt, man var nødt til at handle i Ulfborg, var kirke- og skolesøgende til Vind sogn, men da Vind skole fandtes at være for lille til også at huse nybyggernes børn, måtte disse gå 5-6 km. tværs over heden til Ørnhøj.
Alligevel beskrev far altid sin barndom på heden som den lykkeligste i hans liv. Han blev hjorddreng som seksårig og de lange sommerdage på de vidtstrakte lyngheder opvejede den forhadte vinterskole i Ørnhøj. Fra tidlig morgen til sen aften var det eneste selskab fårene og de andre hjorddrenge. De bandt riskoste og samlede bær, spillede på hyldefløjter og mundharpe, et instrument far mestrede som en virtuos.

Jeg husker ikke at far nogensinde omtalte, hvor hans mor kom fra. (var født). Hans far var fra Vinding og dennes far igen var sammen med en tvillingebror børn af en præst eller degn i et sogn længere østpå. Det burde være let nok at finde ud af i Viborg bispeannaler.
Far luftede engang den mulighed, at de nedstammede fra en af Napoleons spanske soldater, som sved Koldinghus af i 1808. Han kan selvfølgelig have ret, når man tager familiens sorte hår og mørke øjne i betragtning!.
Men det havde farmor også!, de er såmænd allesammen ud af taterslægt, spøgte Viggo engang, men han kunne jo ikke vide anderledes end alle andre, selv var han nærmest rødblond.
Men at det ofte var trange kår i det lille hus på Prærien lagde far ikke skjul på, - jeg traf kun mine søskende om vinteren, vi var altid ude at tjene, så snart nogen ville have os.
Efterhånden blev det til 11 børn, hvoraf far var det tredje, men det første, der blev født i Stråsø. Forældrene havde indtil da boet flere år i et såkaldt jordløst hus ved Sdr. Vosborg, hvilket indebar at de arbejdede på herregården som henholdsvis karl og tjeneste- og malkepige.
Forandringen til selvstændig landbrug har næppe ført til mindre arbejde, og i fars barndom daglejede farfar ofte på gårdene i Ulfborg, men senere slog han ind på at købe og sælge på de lokale markeder. en del af året gik han også lange ture med uldsækken på nakken, og det kunne der være rigtig mange penge i, mente far. (Jeg har hans tegnebog fra dengang, som far havde arvet, og den er godt nok slidt i kanterne.)

Som andre unge på landet blev far til "rigtig" karl efter konfirmationen. Han tjente på forskellige gårde i de omliggende sogne, men var også flere sæsoner på Skærbæk Teglværk - var murerarbejdsmand i Ulfborg eller arbejdede i Tørvemosen.
Allerhelst ville han være bilmekaniker, og han havde kørekort som attenårig, men dengang var det ikke regnet som et fag, men blev varetaget af beslagsmede eller interesserede lærlinge. I det hele taget var far meget teknisk dygtig. Han var først med radio i Staby i 1923, det samme år som radiofonien, som Danmarks Radio dengang hed, begyndte regelmæssige daglige udsendelser. Laj fortalte at far og Andreas, Agnes kæreste samlede det hele på en søndag eftermiddag.
Som soldat blev far kasseret allerede på session. Det blev mange for Danmark førte neutralitetspolitik. (også dengang!). Det var han ikke ked af et par år senere, da der ved udbruddet af 1. verdenskrig blev udskrevet generalmobilisering. Det nærmeste, jeg kom den krig, fortalte han, var søslaget ved Jylland. Kanonerne dundrede hele dagen og krudtrøgen drev ind over klitterne.
Men fars store sorg i de år var nok, da hans søster Anna døde af den spanske syge. Hun var et år yngre end ham og de har stået hinanden nær som børn. Hun tjente på en gård i Ørnhøj, og han fortalte, at de intet fik at vide før efter begravelsen velsagtens grundet smittefaren.

Mors primære modvilje mod flytningen til Staby var de elendige bygninger. Den eneste forskel på Sandholms og Kirkegårds bygninger var længden af deres længer og hullerne i deres stråtage, udtalte mor engang.
At besætningen var derefter, to heste og en kviekalv, de bragte med fra Møborg, vidste de jo forud og prisen på gården var vel derefter. Det har måske også virket som et incitament til en tiltrængt fornyelse.
I hvert fald slog far fra begyndelsen ind på det eneste rigtige; i stedet for at låne til en dyr kvægbesætning købte han fem drægtige søer, udlagde græsmarkerne til korn og kartofler, og satsede på solitær svineavl. Laj fortalte, at far straks satte sig i respekt som noget af en foregangsmand på det område, hvor svineavl til baconeksport havde mistet meget af sin betydning under krigen. Og far var god til at opfodre bacongrise med minimalt foderforbrug og han kunne måle dem lige til kiloet med en snor, uden nogensinde at veje dem.
Men fars uforholdsmæssige store produktion dengang fik en utilsigtet virkning med en høj kvota af svinekort, da der blev indført rationering i trediverne. da opgav han svineavl fordi han tjente mere ved at sælge sine svinekort.
Man må ikke få det indtryk, at det var år kun med slid og slæb i skyggen af nød og fallit. Tværtimod blev den gamle gård i Staby et nyt samlingssted, særligt for de unge, som mistede deres hjem i Møborg.
Søndag eftermiddage flokkedes de til, på cykel fra Ulfborg og Vemb, eller Laj på sin nye Nimbus med sidevogn og Andreas i den åbne Chrevrolet med trægulv og uden døre. Så var der liv og halløj mellem de gamle længer og under de lave lofter, hvor alle var velkomne, bare de tog til takke med det, og en kop kaffe eller et spil kort..

Og det er sådan, vi husker far, mor og den gamle gård i Staby, som et uadskilleligt hele af godhed og glæde i mindet om en uforglemmelig barndom.

Anders Børge Albertsen